Det elektriske Lys
paa Udstilligen i Paris i 1881

18 Det elektriske Lys paa Udstillingen i Paris i 1881. og aldeles jævnt Lys, hvis Styrke imidlertid var c. 30% mindre, end naar Kullene vare massive. Jamins Lampe (PI. TI, Fig. 25) bestaar af to eller flere Kulpar CD uden isolerende Mellemlag, ophængte med Spidserne nedad i eu flad, aflang Krans af flere Vindinger isoleret Traad, der for neden og paa Siderne ere omgivne med et fladt Kobberhylster G og for oven med et Jærnhylster E, saa at der her dannes en Elek- tromagnet. Strømmen gaar igjennem Vindingerne og et af Kulparrerne, og man faar saaledes to parallele Strøm- løb inden i hinanden, der efter Amperes Lov tiltrække hin- anden, hvoraf følger, at Lysbuen, som jo er en De) af Strømmen, altid holder sig imellem det paag.jældende Kulpars nedre Ender, AHe de højere Kul, 7)’erne, op- hænges i faste Holdere, som staa i ledende Forbindelse med hverandre, medens de venstre Kuls, C’ernes, Holdere, j der ligeledes ere metallisk forbundne, ere fastgjorte til en fælles Stang B, som kan dreje sig om Tapper vedÄ. Over B ligger Elektromagneten E’s Anker F, der, naar det ikke er tiltrukket, trykker paa B’s venstre Ende, hvorved det længste Kul C for neden kommer i Berøring med det til- svarende Kul D; tiltrækkes derimod Ankeret, naar Strøm- men indledes, synker B's højre og tungere Ende, Kullene blive derved parallele, og Lysbuen danner sig i det Kul- par, hvor Modstanden er mindst. Naar det ene Kulpar næsten er fortæret, saa Lysbuen kommer i Nærheden af Skruen H, udvider denne sig til Berøring med Kullene, hvorved Strømmen afledes et Øjeblik fra Elektromagneten ; Ankeret F falder da ned og nedtrykker j?’s venstre Ende, saa at de næste to Kul komme i Berøring med hinanden for neden, Strømmen gaar atter igjennem Vindingerne, F tiltrækkes, B's højre Ende synker, Kullenes Ender fjær- nes fra hinanden, og Lysbuen dannes imellem dem. Paa samme Maade tændes efterhaanden de resterende Kulpar, og naar de alle ere fortærede, sluttes en Kontakt, hvorved Strømmen føres uden om Lampen. Kullene gives en saa- dan Længde, at hvert Kulpar kan brænde i 2^4 Time, en Lampe med 4 Par altsaa i 9 Timer. Paa Udstillingen fandtes ogsaa, Lamper med 4 Par Kul anbragte i luft- tomme Glasklokker, og de skulde efter Sigende kunne brænde i 2—300 Timer, uden at man behøvede at skifte Kul. Det syntes imidlertid, som om Grlasklokken tem- melig hurtig blev beslaaet indvendig med et tyndt Kullag, hvorved selvfølgelig en Del af Lysstyrken ab- sorberedes. Paa Grænsen imellem Buelamperne og Glødelam- perne staar Clerc & Bureaus Lampe, „lampe-soleil“, som den kaldes, der nærmest kan henregnes til Buelamperne uden Regulering. Den bestaar (Pl. II, Fig. 26) af to skraat stillede, halvcylindriske Kulstænger C, adskilte ved et Stykke kunstig forfærd iget Kalksten B og indeslut- tede i en prismatisk Blok E ligeledes af Kalksten; det hele sammenholdes ved udvendige Jærnbaand eller et Hylster A af Støbejærn. Poltraadene befæstes for oven til Kullene, som for neden forbindes ved en tynd Stang D af Grafit eller Kul, der gløder og brænder over ved Strømmens Gjennemgang, saa at Lysbuen kan danne sig imellem Kullenes Ender. Den stærke Varme i Buen gjør Blokken B hvidglødende og lysende ligesom Kalken i det Drummondske Lys; herved bliver Lyset stærkere og jævnere og faar en mere gullig Karakter end den sæd- vanlige Voltabues Lys, ligesom det ogsaa angives, at Modstanden i Buen formindskes, og at Buen altsaa, alt andet lige, kan være længere, end naar den glødende Kalkblok ikke findes. Efterhaanden som Kullene fortæres, synke de ned ved deres egen Vægt, og da Ujævnheder i Kullenes Forbrænding ikke influere paa Lyset, kan man benytte almindelige Retortkul, kunstige Kul og Kul af forskjellig Beskaffenhed og Dimensjoner efter Forgodt- befindende. Man giver dem tillige et temmelig stort Tværsnit, og de fortæres derfor langsomt, saa at Lamperne med Lethed kunne indrettes til at brænde uafbrudt i 15—16 Timer. Lampen er, som det vil ses, meget sim- pel og derfor ogsaa billig; det angives saaledes, at den kun koster 3—4 Kr. Der benyttes som ved de to fore- gaaende Systeiner vexlende Strøm, for at Kullene kunne slides lige hurtig; men der er i øvrigt intet til Hinder for at anvende ensrettet Strøm, og man kan da give Kullene saa- danne Dimensjoner, at de fortæres omtrent lige meget. Lam- pen kan iaale forholdsvis betydelige Variationer i Strøm- styrke, uden at man udsætter sig for, at den slukkes ved for svag eller ødelægges ved for stærk Strøm, hvortil Aarsagen maa søges i Kalkmassen imellem Kullene, der paa en Maade magasinerer Varmen og afgiver den igjen, naar det gjøres fornødent. Systemet udkræver kun en Strøm med ringe Elektricitetsmængde, og man kan der- for føre Lyset fra den samme Maskine ud paa betydelige Afstande, der angives indtil l1/* Mil. Paa Udstillingen i Paris anbragtes der 4--6 Lamper paa den samme Strøm. Naar en Lampe af en eller anden Grund gaar ud, kan den kun tændes igjen, ved at Kullenes Ender bringes i Berøring med hinanden. Opfinderne have derfor foreslaaet at forsyne hver Lampe med en Regulator, som besørger dette Arbejde automatisk; men da Systemet herved mister en Del af sin simple Karakter, vil det være at foretrække til Lampens Gjentænding at benytte et Stykke Kul eller lign., som holdes imellem Kulspidserne og atter hurtig fjærnes. Man kan ogsaa anbringe to Lamper i den samme Lygte og forsyne denne med en automatisk Kommutator, ved hvilken den anden Lampe tændes af sig selv, naar den første gaar ud. Lampens Konstruktion bliver simplest, naar den indrettes til Ophængning og skal kaste Lyset ned ad, og der er da ingen Del af den, som skygger for Lyset. Skal Lyset kastes op ad, maa Kul- stykkernes Vægt erstattes ved Fjedre, som holde Spid- serne i den rette indbyrdes Stilling. Lampen kan be- nyttes med eller uden Glaskuppel; i første Tilfælde maa Kuplen af og til befries for nedfaldende Støv fra den glødende Kalkblok, men man opnaar da paa den anden Side fuldstændig at kvæle den ubehagelige, hvislende Lyd, som undertiden udvikles i Voltabuen. B. Glødelamper. I disse passerer, som tidligere nævnt, Strømmen et tyndt Legeme, i Regelen Kul, som frembyder saa stor en Modstand imod dens Gjennemgang, at den derved udviklede Varme er i Stand til at bringe Legemet til Hvidglødhede og gjøre det lysende. Der existerer allerede fra 1845, som nærmere omtalt i Afhandlingen i den tekniske Forenings Tidsskrifts 2den Aargang, Forslag til en saadan Anvendelse af tynde Kul-