Det elektriske Lys
paa Udstilligen i Paris i 1881

Det elektriske Lys paa Udstillingen i Paris i 1881. 19 eller Metallegemer, og lignende Forsøg ere i Tidernes Løb flere Gange bievne gjentagne af forskjellige Viden- skabsmænd og Elektrikere, dog uden praktisk Resultat, idet niai) ikke har kunnet forebygge Kullets hurtige Øde- læggelse eller Metallets Smeltning. Det er først i de allerseneste Aar, hvor det elektriske Lys saa at sige sta- dig har staaet paa Dagsordenen, og hvor man derfor med Iver har kastet sig over dets Udvikling og navnlig søgt at finde Midler til dets Deling i saa smaa lysende Centrer, at en Konkurrence med Gassen kunde blive mulig, at man i Glødelamperne har fundet en tilfredsstillende Løs- ning paa dette „brændende“ Spørgsmaal, og at det er lykkedes det menneskelige Snilde at konstruere saadanne Lamper, der — man kan næsten sige, mod Forventning — have bestaaet Ildprøven. At man allerede skulde have naaet det absolut bedste Resultat, vilde selvfølgelig være i for dristig en Paastand; men man tør vel nok sige, at Udviklingen har gjort betydelige Fremskridt hen imod den rigtige Løsning af Spørgsmaalet. Glødelamperne kunne deles i to Hovedgrupper, efter- som den Modstand, som fremkalder den stærke Varme- udvikling, der giver Lyset, har sit Hovedsæde i en ufuld- stændig Kontakt eller i selve Legemet, som Strømmen gjennemløber. a. Glødelamper sned Forbrænding eller med ufuld- stændig Kontakt bestaa af et lille Stykke af en tynd Kulstang, som udgjør den positive Pol, og af en tyk- kere Cylinder af Kul, imod hvilken Kulstangen frit hviler, og som udgjør den negative Pol. Forsøg, an- stillede af Werdermann, have vist, at naar Stangens og Cylinderens Tværsnit forholde sig som 1 : 64, ophedes Cylinderen kun lidt og fortæres derfor ikke, medens Kul- stangen bliver stærkt hvidglødende og fortæres efterhaan- den, idet den giver et roligt og ikke saa hvidt Lys som Voltabuen. Da der uden Tvivl i Kontakten danner sig en meget lille Lysbue, kunde disse Lamper maaske ogsaa henregnes til Buelamperne; men de falde dog paa Grund af deres fra disse saa forskjellige Konstruktion og deres hele Virkemaade nærmest hen under Glødelamperne eller kunne i ethvert Tilfælde betragtes som et Overgangsled imellem de to Hovedsystemer af Lamper. Denne Kategori af Lamper skylder nærmest Reynier og Werdermann sin Tilblivelse, men lignende Konstruk- tioner ere i øvrigt bragte i Forslag af Joel, Tommasi og flere. De benyttes alle med ensrettet Strøm og med det tynde Kullegeme som den positive, det tykke som den negative Pol, idet Forsøgene have vist, at man derved faar det stæi’keste Lys. Her skal kun nærmere omtales den nyeste Form for Reyniers Lampe (Pl. II, Fig. 27), der kan be- tragtes som en Type for den hele Klasse og fortjener at fremhæves paa Grund af sin Simpelhed. Den bestaar af en c. 1"' (2mm.5) tyk og c. 3' (lm) lang Kulstang a, som anbringes i en Messingcylinder c, og som, efterliaan- den som den fortæres — den varer i c. 6 Timer — dels ved sin egen Tyngde, dels ved Trykket af en lille Vægt for oven holdes med sin nedre Ende imod Grafitcylinderen b. Reynier anvender Grafit i Stedet for Kul til den negative Pol, dels for at faa en bedre Kontakt, dels for at kunne formindske Tværsnittet og altsaa indskrænke den Del af Lampen, som kaster Skygge. For at altid den samme Længde g af Kulstangen kan være indskudt i Strømmen, føres denne til Stangen igjennem en Sidekontakt, der be- staar af en lille Grafitblok, som holdes af et Rør d. Dette kan for oven dreje sig om en Axel i Lejer paa en Gaffel, som udgaar fra det øvie Metalrør, og paavirkes af en Spiralfjeder e, hvorved Grafitblokken holdes i Berøring med Kulstangen. Mod Axlens Ender trykke to Fjedre f, som dels hemme Spiralfjederens Virkning, dels give en bedre Kontakt. For oven findes til Ledningstraadenes Befæstelse to Polklemmer, hvoraf den positive staar i ledende For- bindelse med Røret d og Ku]stangen g, den negative med Armen li og Grafitcylinderen b. Omkring Lampen kan, som Figuren viser, anbringes en Glaskuppel. Lamperne placeres i Regelen efter hverandre paa Ledningen og for at forebygge, at den enes Slukning medfører de andres, forsyner Reynier hver Lampe med en saakaldet, automa- tisk Tænder, hvis Indretning er skitseret i Fig. 27 a. Naar Lampen J) er i Funktion, gaar Strømmen igjennem Elektromagneten E, Ankeret A tiltrækkes, og Skruen S fjærnes fra Opstanderen O; gaar Lampen ud, afmag- netiseres E og slipper A, Kontakten imellem S og O sluttes, og Strømmen føres saaledes uden om Lampen igjen- nem Rullen R, der har samme Modstand som Lampen, hvis Slukning altsaa ikke influerer paa de andres Lys- styrke. I Stedet for R kan benyttes en anden Lampe, som saaledes tændes, naar den første slukkes. b. Glødelamper uden Forbrænding eller med stor Modstand. I disse ledes Strømmen igjennem et meget tyndt Kullegeme, som yder en stor Modstand imod dens Gjennemgang og derved bliver glødende, og som, for at det ikke skal forbrænde, indesluttes i en luk- ket, lufttom Glasbeholder. De allerede for adskillige Aar siden foretagne og i den allernyeste Tid blandt andre af Edison gjentagne Forsøg med at advende tynde Traade af Platin eller en Legering af Platin og Iridium have hidtil ikke ført til noget praktisk Resultat, og man er bleven staaende ved Kul som det mest ildbestandige Stof. Det er da lykkedes Amerikanerne Edison og Maxim og Englænderne Swan og Lane Fox — efter Pariser Udstillingen er der sikkert kommen flere til — ad forskjellige Veje at fremstille meget tynde Kullegemer af en saadan Haardhed og Styrke, at Glødelamperne af denne Art, der have den store Fordel at tilstede Mulig- heden af det elektriske Lys’s Udstykning i talrige smaa Blus af en almindelig Glasflammes Styrke, have faaet en, om end begrænset, dog saa stor Varighed, at man tør spaa dem en god Fremtid. Før Udstillingen var den of- fentlige Mening tilbøjelig til at tvivle paa Sandheden af de sikkert ogsaa overdrevne Rygter navnlig om det Edisonske System; men Udstillingen har bragt selv den mest liaardnakkede Tvivler til at vakle og til at tro paa Muligheden af de nye Glødelampers Indførelse i Praxis. Edison, Maxim og Swan tilkjende sig hver Førstefødsels- retten til Ideen eller, rettere sagt, dens praktiske Udførelse, da den selv jo har været kjendt snart i 40 Aar. For Almenheden er det heldigvis uvæsentligt, hvem der er kommen først til Mølle, hvorimod det har Betydning, hvein der faar bedst malet o: kommer til det bedste prak- tiske Resultat. 3*