Om Tørvs Anvendelse
Som Staldstrøelse Og Til Byens Renholdelse

18 Faderen har begaaet. Landmanden burde baade for sin egen og sine Efterkommeres Skyld nøje passe paa ikke at give Jorden mindre, end han berøver den, og bl. A. ikke at lade noget af den, som Plantenæring saa værdi- fulde Urin, gaa tabt. Og Midlet have vi i Tørven som Strøelse og som Bestanddel af Møddingen. Naar Tørven har mættet sig med Urin, vil den udsat for Luften efterliaanden tørre, men det, som saaledes svinder bort, er kun Urinens Vand, dens værdifulde Bestanddele holdes tilbage af Tørven. Saasnart Exere menterne, baade de faste og de flydende, ere afgivne af Dyret, begynde de at opløse sig, idet de sammensatte organiske Forbindelser, spalte sig i mindre sammensatte uorganiske; de gjære, som vi kalde det. En Del af de af Gjæringen fremgaaende Forbindelser ere luftformige og gaa tabt ved at blande sig med Atmosphæren. Dette er Grunden til Staldens og Møddingens Stiuik, og' denne Sttink betyder altsiui ot Værditab, for saavidt de luftformige Stoffer ere værdi- fulde Plantenæringsstoffer, hvilket især er Tilfældet med Ammoniaken, som optræder ved alle Excrementers Gjæ- ring, i højeste Grad ved Hesteurinens, og det er jo ogsaa velbekjendt, hvor Luften i en Hestestald, som har været tillukket en’Nat, kan være saa mættet med Am- moniak, at den river os i Øjne og Næse. De friske Excrementer ere derfor altid værdifuldere end de gjærede. Dette er ikke almindelig anerkjendt, af Landmændene, som ofte foretrække en ikke frisk Gjødning. Aarsagen hertil ligger i den cliemiske Forskjel paa frisk og gjæret Gjødning. Dcniic Forskjøl kan charftctensørcs ved, at den friske Gjødning ganske vist er absolut rigere paa Plantenæringsstoffer, men fattigere paa disse i en for