Om Tørvs Anvendelse
Som Staldstrøelse Og Til Byens Renholdelse

27 Ku Del af Halmen vrages vel af Dyrene, især de haardeste Dele, navnlig af Rug- og Hvedehalm, og livad Dyrene saaledes nødig ville æde, ligger det jo ganske vist nærmest at benytte som Strøelse, dersom man ikke vil sælge det; men hvad der vrages af Dyrene, vil kun i rene Undtagelsestilfælde være nok ti] at afgive et blodt og tilstrækkelig urinsugende Leje, og i hvert Tilfælde maa dot betegnes som aldeles urigtigt, som det almindelig skeer, at anvende Halm til Strøelse, førend Dyrene have vraget den som Foder. Det viser sig altsaa, at Halm langtfra er ct saa godi Strøelsesmiddel som Torv. Halmen formaaer hverken at opsamle al Urinen eller at binde Ammoniaken, den giver ikke noget blødt og- tørt Leje, den er ikke blot directe dyrere end Tørvestrøelse, men naar der ses hen til Halmens store Foderværdi, er det tillige ødselt at bruge Hahnen som Strøelse istedetfor som Foder. Naar man strøer med Tørv, kommer denne til at danne en væsentlig Bestanddel af Møddingen, og det er altsaa af største Vigtighed, hvorledes Tørvcsnbstansen vil virke pan Jorden. Et Blik paa Tørvens chemiskeSammensætning lader strax formode, at den maa være en værdifuld Tilvæxt til Møddingen, da den nemlig er meget rig paa Kvælstof. Kvælstofmængden varierer fra 1/s pCt. til 3,8 pCt., kan altsaa overstige det normale for Staldgjødningen. Kvælstofmængden synes ikke at staa i noget constant Forhold til Tørvens botaniske Sammensætning eller Eormuldningsgrad. Selv den kvælstofrigeste Tørv kan ikke directe benyttes som Gjødning; nedpløjes den i .lorden, vil det vise sig, at den ikke opløser sig men efter flere Aars Forløb endnu ligger uforandret i Jorden og ikke har været nogen Berigelse for denne. Aarsagen