Træ Og Andre Skovprodukter
En Fremstilling Af Skovbrugets Vare- og Handelslære

Hovedvejene. Bivejene maa altsaa til en vis Grad lægges efter de større Moser, Vandløb, Bakker og andre Hindiingei foi Færdselen. Ofte kan de danne Bevoksningsgrænser, og under- tiden kan man flytte Linien hen til det Sted, hvor Grænsen falder, eller man kan lægge den der, hvor den mindst gode Skov staar; de er ikke altid indgrøftede og bliver ofte over- skyggede; hvis det ene af de tilgrænsende Arealer er Mose eller Eng, lægger man Bivejen langs Kanten, men dog lidt oppe paa Haardbunden; i Naaleskov lægger man tidt Bivejene paa Brandlinier. Ældre Biveje er ofte saa slet holdte, at man kun bør bevare dem, hvor de ligger godt, eller hvor den omgivende Skov er af en saadan Alder, at Vejlinien ikke let kan tilkultiveres. ___ En Bivej, der skal nedlægges, lader man forfalde, og naar den er tilstrækkelig opkørt, kan man bearbejde Jorden med Plov. Vejsporene lægges nogenlunde vinkelret paa Bivejene (eller parallel dermed). De bliver ofte kun huggede i Bevoksningen, og Anlægget medfører aldrig noget større Jordarbejde ellei Byg- ning af fast Bro; de bliver i det højeste indkastede eller op- rundede paa de fugtigste eller mest hældende Steder, byggede ud fra de stejleste Bakkeskraaninger (S. 357) og førte over Grøfterne med Overkørsler eller midlertidige Broer, samtidig med at man fjerner de største Stubbe og Sten, der ligger i Linien, og jævner de værste Tuer og Huller, saavelsom Kamme og Furer der stammer fra Udførelsen af Kulturer; dette sidste Arbejde udføres lettest med Plov eller Harve, straks efter at Arealet er bearbejdet. Da det opskovede Træ skal føres fra Fældningsstedet ud til Vejsporene, maa disse saa vidt muligt gaa vinkelret paa Riller og Rækker i Kulturerne saavelsom paa Stikgrøfter og opkastede Bede; hvor Terrainet er bakket, maa man dog ofte afvige fra disse Regler. Helst maa Vejsporene paa jævn og fast Bund være rette, da man ellers vanskelig kan følge dem ved Kørselen og over- holde dem ved Hugsten. Det er af stor Betydning at have faste Vejspor, i alt Fald saa længe Skoven er ung og mid- aldrende ; mangfoldige af vore Skoves aabne Pladser og beska- digede Træer stammer fra, at man har tilladt Købere og Skov- arbejdere at danne Vejspor, hvor de selv vilde. Særlig vigtigt er det at have Vejspor, hvor Skoven drives i Plukhugst eller Holme- hugst, da Færdselen her skal gaa gennem den unge Opvækst. Af Hensyn til Udbringningen bør man lægge Vejsporene