Træ Og Andre Skovprodukter
En Fremstilling Af Skovbrugets Vare- og Handelslære

Forfatter: A. Oppermann

År: 1916

Forlag: Nielsen & Lydiche

Sted: København

Sider: 468

UDK: 634

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 488 Forrige Næste
 455 Takst (S. 389), beskyttet mod Regn. Undertiden sælger man Tørveskær ved Auktion, saaledes at Salgsenheden er 1 m2 af Mosens Overflade. I nogle Egne af Jylland har man fra gammel Tid brændt Tørve- kul eller, om man vil, -Koks ved en Slags Mileforkulning. 2 Maal Tørv giver 1 Maal Kul, som i Brændværdi svarer til 1/^ Maal Dampkul; efter Vægt er Forholdet ikke langt fra 1. Som Biprodukt ved Tørveskæringen faar man fossilt Træ, især af Eg, Fyr, Æ1 og Birk. Det er ofte saa frønnet, at det kun egner sig til Brændsel, men det sorte Moseeg har undertiden en høj Gavntræ- værdi (S. 23). I enkelte Klitplantager kan der vindes Martørv, som er et ypper- ligt Brændsel. Brunkul forekommer i midtjydske Skovegne, men det menes ikke, at Indvindingen kan betale sig. Lyngtorv kan man skære paa Brandbælter og andre Arealer, der skal holdes rene. Arbejdet udføres med en Lyngspade. God morklædt Hede kan give 500 Læs pr. Hektar. Morjord sælges undertiden til Gartnerier, hvor man dyrker Lyng, Rhododendron og andre Planter, som sætter Pris paa en humussur Jordbund. Biprodukter fra Planteriget faas ikke blot af Skovtræerne, men og- saa af Buske og Urter der vokser paa den skovklædte Bund, og endelig af de Arealer der ikke bærer Trævækst. Egebark høstes paa den Tid, da Egen blomstrer og er ved at springe ud; man begynder, »naar Bladene er saa store som Museører«; de gamle og især de toptørre Ege ophører tidligst at kunne lade sig barke, og Kulde eller Tørke, der fremkalder Vækststandsning, kan og- saa bevirke, at Barken sætter sig fast, hvilket ligeledes let sker, naar Træet henligger blot et Døgn efter Fældningen; de Folk, der tager Bark af, bør derfor arbejde i Hold og ikke faa mere fældet, end de kan gøre færdigt samme Dag. Undertiden kan det dog vare længe, inden Barken sætter sig fast, og vinterfældede Ege lader sig endog barke om Foraaret til sædvanlig Tid. Hvor der skal høstes nogenlunde store Mængder, maa man i Regelen udstrække Arbejdet over hele den Tid, ofte kun 3—4 Uger, hvor det kan udføres, og selv om dette ikke er nødvendigt, bør man begynde saa tidligt som muligt, da Behandlingen er lettest og Priserne højest i Forsommeren. De større Træer barker man undertiden, før de fældes, saaledes at Arbejderen løsner Barken foroven paa Stammen og træder den af med Fødderne, idet han lader sig glide nedad; andre nøjes med at hugge Barken løs i Brysthøjde og aftage den herfra indtil Jordens Overflade, hvorved de undgaar Fældningstab. Smaastammer afkvaser man og lægger Rodenden op i en eller to tvegede Pæle eller paa en trebenet Buk (Fig. 94—95); de større fældede Stammer holdes oppe fra Jorden af deres Krone eller ved Hjælp af Skovvippen (Fig. 106), hvis man ikke foretrækker straks at afkorte dem og saa at barke de enkelte Stykker. Barken tages af i saa store Flager og saa lange Strimler som muligt, da det letter den