Garveriet
En Haandbog For Garvere

240 hvis de derefter blev fixerede ved Hjælp af en Sæbeopløs- ning, og Læderet blev smurt med et passende Kvantum Fedtstof, vilde man kunne opnaa en Vægtforøgelse af hen- imod 50 pCt. af det færdige Læders Vægt, eller omtrent det samme, som Barkgarvningen giver. Men Læderet har i ingen Henseende den samme Modstandsdygtighed mod Fugtighed og Forraadnelse som barkgarvet Læder, og det har altid en Tilbøjelighed til at brække ved skarp Bøjning. Fremgangsmaaden er bleven mest omhyggelig udarbejdet af Professor Knapp, som har Patent paa den og i en kort Tid har benyttet den i Praxis i Brunsvig, men som det synes ikke med noget heldigt Resultat i økonomisk Henseende. Professor Knapps Methode er følgende: Jern- opløsningen tilberedes ved, at man sætter Salpetersyre til en kogende Opløsning af svovlsur Jernforilte (Jernvitriol), indtil Jernet er fuldstændig iltet til Tveilte. Derpaa sættes der igjen Jernvitriol til Opløsningen, saalænge det bliver ved med at foraarsage Opbrusning. Den Opløsning, man nu har, er klar, orangefarvet og af mere eller mindre sirups- agtig Konsistens, og den vil uden at dekomponeres eller krystallisere kunne inddampes til en klar gjennemsigtig Fernis. Huderne afhaares og forberedes til Garvningen paa sædvanlig Maade, hvorefter de drives i Opløsninger af dette Jernsalt, som fra Begyndelsen ere svage og senere gradvis anvendes stærkere. Skind kunne garves paa 2—3 Dage og de sværeste Huder i Løbet af en Uge. Efter Garvningen blive Huderne behandlede i et Valkefad, der er ventileret gjennem Tappene (omtrent paa lignende Maade som det i forrige Kapitel beskrevne), med en uopløselig Jernsæbe, der er fremstillet ved at bundfælde en Sæbe- opløsning med Jernopløsningen; eller ogsaa lader man Jern- sæben danne sig inden i Huderne ved skiftevis at behandle dem med Jern- og med Sæbeopløsningen paa samme Maade som beskrevet. Til Slutning bliver Læderet mættet med en Stearin- eller Parafinopløsning for at gjøre det vandtæt. En Proces, der er bleven prøvet i større Maalestok er Dr. Heinzerlings, der fremkom omkring Aaret 1878 med de sædvanlige Løfter om en »fuldstændig Revolution« i Læderindustrien, men som naturligvis alligevel trods de store Anstrængelser, som de patentejende Aktieselskaber har gjort, ikke har opnaaet at komme til at indtage nogen synderlig fremskudt Stilling paa Markedet. De garvende Stoffer var Alun og Kogsalt samt tvechromsure Salte af