Om Identificering og Systematisering af Bakterier

8 nogen Variation eller Mutation, men kun om det ganske normale Forhold, at en Organisme ikke kan udføre noget, der falder den vanskeligt, medmindre den staar i sin fulde Livskraft. Ved Undersøgelser af den foreliggende Art skal man blot saa vidt muligt maale alle Evner og Anlæg kvan- titativt, man lærer saa at skelne imellem væsentligt og uvæsentligt, og naar man kan det, saa generer Bak- teriernes tilsyneladende Variationer ikke Artsbestemmel- sen det fjerneste, tværtimod, den Maade, hvorpå a en Bakterie er tilbøjelig til at variere, er ofte en af dens allermest karakteristiske Egen- skaber. For at lette kommende Bakteriologer deres Arbejde maa man ikke blot beskrive de Arter, man undersøger, saa fuldkomment som muligt, men man bør ogsaa an- give Variationsbredden under de Forhold, hvor Bak- terierne normalt forekommer. Isolerer man en Snes Stammer af samme Art samme Sted fra, vil flere af dem være ret forskellige i mange Henseender, og først ved længere Tids Dyrkning under samme Forhold nær- mer de sig til hverandre. Ja, spreder man en Ren- kultur og undersøger de enkelte Individer indgaaende, saa finder man atter individuelle Forskelligheder, ofte saa store, at man begynder at tvivle om, hvorvidt Renkulturen nu virkelig ogsaa var ren. Dyrker man imidlertid de nye Stammer hver for sig, saa erhverver de som Regel alle lidt efter lidt Stamkulturens Egenskaber. De nye Stammer, man faar ved at sprede en Renkultur, vil næsten altid straks efter Isoleringen have en svagere Forgæring end denne, og det ligger simpelthen i, at Stamkulturen præges af de allerkraftigste Individer, og det skulde jo være et rent Lykketræf, om man ved Spredningen fik fat i netop et af dem. Dette Forhold forklarer, hvorfor Renkulturer i Praksis aldrig virker