Om Identificering og Systematisering af Bakterier

en gammel Laboratoriekultur er desværre meget ofte kun en skrøbelig Drivhusplante. Egenskaber, der sikkert stikker saa dybt som i Protoplasmaets eller i det mindste i Cellevæggens ke- miske Sammensætning, er de højeste og laveste Tem- peraturer, som Bakterierne kan vokse ved, og de Tem- peraturer, som de kan taale at ophedes til uden at dræbes. Man har derfor ogsaa allerede i den ældre Bakteriologi søgt at bestemme disse Temperaturer. De er imidlertid endnu ikke bievne benyttede meget til Artsidentificering, hvortil de netop egner sig fortræffe- ligt. Men ogsaa ved disse Bestemmelser gælder det om at byde Bakterierne optimale Betingelser i alle andre Henseender, for ellers kan man komme til ret afvigende Resultater. Vi skal her ikke gaa nærmere ind paa flere af de Metoder, der anvendes til Identificering af Bakterier. Der er imidlertid et Punkt, som er afgørende, nemlig Spørgsmaalet, om alle disse Egenskaber, som man saa- ledes bestemmer, nu virkelig ogsaa er konstante, for ellers har de jo ingen Betydning som Artsmærker. Ja, det er selvfølgelig noget, man intet kan vide om paa Forhaand, og en enkelt Undei’søgelse af en Bakterie har derfor kun ringe Værdi. Undersøger man de samme Bakterier om og om igen, Aar efter Aar, saaledes som vi har gjort ved vore Mælkesyrebakterier, saa viser det sig, at de allerfleste Bakteriestammer forandrer nogle af deres Egenskaber enten i den ene eller den anden Henseende. Som Regel skyldes disse Forandringer dog tydeligt nok Svækkelse. Vi har saaledes aldrig oplevet, at en Bakterie har erhvervet Evnen til at forgære en ny Sukkerart, men derimod jævnlig, at den har mistet Evnen til at forgære visse Sukkerarter, og det da for- trinsvis saadanne, som den i Forvejen havde svært ved at udnytte. Her er i Virkeligheden slet ikke Tale om