Elektriciteten
En Skildring af dens Frembringelses- og Virkemaader og af dens Anvendelser i det praktiske Liv med særlig Hensyn til den historiske Udvikling samt til de seneste Aars Opdagelser
Forfatter: K. Prytz
År: 1884
Forlag: P.G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 496
UDK: 621.30 Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000051
Efter de nyeste og bedste Kilder populært fremstillet. Med 231 oplysnde afbildninger i Træsnit.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
16
Legemernes Ledningsevne.
Haandfladen paa den, hvorved man let fik den gnedet paa hele dens
Overflade. Han iagttog for første Gang, at Elektriciteten kunde
frembringe Lys, og hørte den knitrende Lyd derved, men Lyset var
endnu saa .svagt, at det kun kunde opdages i Mørke. Dette Lys,
siger han, er meget svagt, og kan kun sammenlignes med de Lys-
ninger, der fremkomme, naar man knækker Sukker i Mørke. Otto
von Guericke døde 1686. En Englænder Hawkesbee konstruerede
den næste Elektrisermaskine, hvor han erstattede Svovlet med en
Glaskugle.
Ved disse Opdagelser var det første Grundlag for Elektricitets-
læren lagt. Man var naaet til at frembringe en nogenlunde kraftig
Elektricitet, og havde saaledes Betingelsen for at gjøre nye Opdagelser.
Mange saadanne bleve ogsaa gjorte, men endnu vare de tilsyneladende
uden indre Sammenhæng, da de endnu ikke udfyldte hverandre saa-
ledes, at der kunde bygges almindelige Love op af dem.
Man delte oprindelig Legemerne i to Klasser, de elektriske og
uelektriske, eftersom man kunde faa dem til at udøve Tiltrækning
eller ej ved Gnidning. Til de sidste hørte alle Metallerne. Se-
nere viste det sig imidlertid, at Metallerne ogsaa kunde blive
elektriske, naar man kun sørgede for, at de intet Steds rørte
ved andre Legemer end dem, man havde kaldt de elektriske.
Forskjellen paa Legemerne i de to Klasser er nemlig blot den,
at Elektriciteten meget langsomt gaar gjennem dem, man kaldte
elektriske, mens den overordenlig hurtig kan forlade Metallerne.
Tager man et Stykke Metal i Haanden og gnider det f. Ex.
med et Stykke Uldtøj, da faar det vel Elektricitet, men denne
strømmer øjeblikkelig bort gjennem Haanden og det menneskelige
Legeme ned i Jorden. Ligger det derimod paa en Glasplade, be-
holder det sin Elektricitet. Det var Englænderne Gray og Wehler,
der paaviste dette i Begyndelsen af forrige Aarhundrede. De be-
varede da den samme Inddeling af Legemerne, men de, der forhen
hed elektriske kaldtes nu slette Ledere, de »uelektriske« kaldtes gode
Ledere for Elektriciteten. De viste, at Elektriciteten kunde forplante
sig fra et Legeme til et andet gjennem en lang Hampesnor (god
Leder), der blev baaret af Silkesnore (slette Ledere) ligesom ogsaa