Elektriciteten
En Skildring af dens Frembringelses- og Virkemaader og af dens Anvendelser i det praktiske Liv med særlig Hensyn til den historiske Udvikling samt til de seneste Aars Opdagelser

Forfatter: K. Prytz

År: 1884

Forlag: P.G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 496

UDK: 621.30 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000051

Efter de nyeste og bedste Kilder populært fremstillet. Med 231 oplysnde afbildninger i Træsnit.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 508 Forrige Næste
16 Legemernes Ledningsevne. Haandfladen paa den, hvorved man let fik den gnedet paa hele dens Overflade. Han iagttog for første Gang, at Elektriciteten kunde frembringe Lys, og hørte den knitrende Lyd derved, men Lyset var endnu saa .svagt, at det kun kunde opdages i Mørke. Dette Lys, siger han, er meget svagt, og kan kun sammenlignes med de Lys- ninger, der fremkomme, naar man knækker Sukker i Mørke. Otto von Guericke døde 1686. En Englænder Hawkesbee konstruerede den næste Elektrisermaskine, hvor han erstattede Svovlet med en Glaskugle. Ved disse Opdagelser var det første Grundlag for Elektricitets- læren lagt. Man var naaet til at frembringe en nogenlunde kraftig Elektricitet, og havde saaledes Betingelsen for at gjøre nye Opdagelser. Mange saadanne bleve ogsaa gjorte, men endnu vare de tilsyneladende uden indre Sammenhæng, da de endnu ikke udfyldte hverandre saa- ledes, at der kunde bygges almindelige Love op af dem. Man delte oprindelig Legemerne i to Klasser, de elektriske og uelektriske, eftersom man kunde faa dem til at udøve Tiltrækning eller ej ved Gnidning. Til de sidste hørte alle Metallerne. Se- nere viste det sig imidlertid, at Metallerne ogsaa kunde blive elektriske, naar man kun sørgede for, at de intet Steds rørte ved andre Legemer end dem, man havde kaldt de elektriske. Forskjellen paa Legemerne i de to Klasser er nemlig blot den, at Elektriciteten meget langsomt gaar gjennem dem, man kaldte elektriske, mens den overordenlig hurtig kan forlade Metallerne. Tager man et Stykke Metal i Haanden og gnider det f. Ex. med et Stykke Uldtøj, da faar det vel Elektricitet, men denne strømmer øjeblikkelig bort gjennem Haanden og det menneskelige Legeme ned i Jorden. Ligger det derimod paa en Glasplade, be- holder det sin Elektricitet. Det var Englænderne Gray og Wehler, der paaviste dette i Begyndelsen af forrige Aarhundrede. De be- varede da den samme Inddeling af Legemerne, men de, der forhen hed elektriske kaldtes nu slette Ledere, de »uelektriske« kaldtes gode Ledere for Elektriciteten. De viste, at Elektriciteten kunde forplante sig fra et Legeme til et andet gjennem en lang Hampesnor (god Leder), der blev baaret af Silkesnore (slette Ledere) ligesom ogsaa