Elektriciteten
En Skildring af dens Frembringelses- og Virkemaader og af dens Anvendelser i det praktiske Liv med særlig Hensyn til den historiske Udvikling samt til de seneste Aars Opdagelser

To Slags Elektricitet. 17 gjennem det menneskelige Legeme, naar det blev baaret paa samme Maade (Fig. 6). Naar man har omgivet et Legeme paa alle Sider med slette Ledere for at hindre dets Elektricitet i at forlade det, siges Legemet at være isoleret. • Luften er en slet Leder. Er et Legeme, f. Ex. en Telegraftraad, omgivet af den og hviler paa slette Ledere overalt, hvor det er støttet, da er det følgelig isoleret. Det var især i England og Tyskland, man indtil da studerede Elektriciteten. Den første Franskmand, der gav sit Bidrag til Kjend- skabet til den, var Dufay (om.tr. 1730). Otto von Guericke havde fundet, at et Legeme (f. Ex. en Hyldemarvskugle ophængt i en Silketraad), som hans SvovHiugle havde trukket til sig, blev frastødt, Fig. 6. Det menneskelige Legemes Ledningsevne for Elektricitet. Grays Forsøg. saa snart det havde rørt ved Kuglen, og blev ikke atter tiltrukken deraf, før man havde rørt ved det og derved borttaget den Elektrici- tet, det havde faaet ved den forrige Berøring. Ved at undersøge dette nærmere, fandt Dufay, at det Legeme, som den elektriske Svovlkugle frastødte, kunde blive tiltrukket af et andet elektrisk Legeme, og han naaede derved at udlede de Sætninger, der lige til vore Tider ligge til Grund for næsten al Tale om Elektricitet. Han opdagede nemlig, at der er to Slags Elektricitet, og fandt, hvorledes disse forholde sig over for hinanden. Gnider man en Glasstang og en Lakstang begge med Uld, da blive de begge elektriske, idet de begge tiltrække lette Legemer. Men gjør man nu et tredie Legeme K. Prytz: Elektriciteten. 2