Fra Hjulskibenes Dage

119 iøvrigt god Värmeledningsevne, med Hensyn til Salt og Kalkdannel- ser, ikke viste sig Jernkjedlerne i særlig Grad overlegne, samtidig med at de vare vanskelige at holde tætte, og langt kostbarere — med samme Vægt omtrent 5 Gange — og tillige mindre stærke, blev Kobber som Kjedelmateriale i det lange Løb uden Betydning. Støbte Jernplader bleve ogsaa undertiden benyttede, navnlig i Bunden, men da Kjedlerne selvfølgelig derved maatte blive meget tunge og let fik Revner ved pludselig og uregelmæssig Afkjøling, fandt det upaalidelige Materiale kun lidet Anvendelse i Kjedelfabricationen. Iøvrigt blev det allerede i 1828 forbudt i Frankrig at anvende Støbejern til Marinekjedler. Selve Kjedlernes Fundament dannedes i Træskibene undertiden af en Slags støbte Jernsadler, der vare anbragte tverskibs ovenpaa Strøerne. Beklædning med Filt eller andet isolerende Materiale blev tilsøs indført omkring 1818, men i den første Tid kun lidet anvendt; det Fig. 88. Kasseformet Rørkjedel. blev egentlig kun benyttet i større Skibe til lange Rejser, i Almin- delighed nøjedes man med Mønniemaling. En Opfindelse, der tilhører den her omtalte Tidsperiode, og som for Kjedlernes Conservering liar faaet varig Betydning, var Babing- tons omkring 1850 patenterede Ophængning af Zinkplader eller Blokke indeni Kjedlerne, for ved den derved frembragte galvaniske Virkning igjennem Vandet til Kjedelpladerne i nogen Maade at beskytte disse imod Oxydering og Ødelæggelse. (Meo. Mag. 1851.) Overhedningsapparater indførtes 1860 med gode, brændselsbe- sparende Fordele. De bortfalder mærkeligt nok efter nogle Aars For- løb, og først en langt senere Tid blev det forbeholdt fuldt ud at drage Nytten af denne Opfindelse. Placeringen af Kjedlerne var meget forskjellig; i den første Tid næsten altid agtenfor Maskinen. I danske Hjulskibe var dette Tilfæl- det i den engelske og i de skotsk og dansk byggede „Daniaer“, i „Wal-