Fra Hjulskibenes Dage

127 der Vandet, befrier for det meste af Bagvandet, betød Overgangen fra de faste til de bevægelige Skovle under lige Forhold i første Bække økonomisk Fordel, ca. 10 pCt. mere Nyttevirkning og i høj Sø endnu mere, i hvert Fald saalænge Hjulet var i fuldstændig arbejdsdygtig Stand. Den forbedrede Hjulconstruction med de bevægelige Skovle for- øgede som Regel Maskinernes Omdrejningsantal fra 15 à 25, til op imod 40 à 45 pr. Minut samtidig med, at den reducerede Skovlantal- let til omtrent det halve, hvilket i Almindelighed bragte 3 Skovle til samtidig Effect i Vandet. For søgaaende Hjuldampere regnedes i Almindelighed med 18 à 21” Vand over den verticale Skovls inderste Kant, for mindre Skibe 12 à 15” og sjælden under 6”. I Fig. 93. Det morganske Patenthjul. Den indsænkede Del af Hjulet var som Regel %, højst Halvdelen, af Skibets Dybgang midtskibs, naar undtages meget grundgaaende Dampere. De bevægelige Skovles Brede var i Almindelighed omkring % af Hjulets Diameter. Idet Patenthjulene noget nær verticalt berøre Vandet og i samme Retning atter forlader dette, virke de saaledes i Modsætning til de faste mere direkte i Skibets Bevægelsesretning. De kunde derfor gjø- res bredere ca. det dobbelte og kortere, hvilket gjør Breden over Hjul- kasserne noget mindre, der ikke blev helt uden Betydning i Havnene og ved Flodsejlads, hvor der maatte tages Hensyn til den Del af Flod- sengen, der kunde befares. Samtidig blev Skovlenes Virkemaade gunstigere under forskjellig