Fra Hjulskibenes Dage

70 Tid saavel Radier som Hjulringe ofte af Træ, da dette Materiale ved lige Vægt og Styrke regnedes for at liave ringere Bøjelighed end Jernet. Skovlene eller „Skuffelbrædterne" forfærdigedes i Almindelighed af Aske-, Bøge- eller Fyrretræ, dog blev Alm betragtet som den mod Vandet mest modstandsdygtige Træsort. De store, bevægelige Skovle vare selvfølgelig samlede af flere Stykker med stærkt Beslag. I enkelte Retninger fandt Jernforbindinger tidlig Anvendelse i Træskibenes Structur, idet Jernknæer allerede i Midten af det 18de Aarhundrede vare begyndte at afløse saavel Træknæer som I ræbaan- dene, tildels som Følge af Mangel paa brugbart Materiale til dette Brug. Fig. 46. Tysk Hjulskonnert „Barbarossa" 1849, 450 HK, 9 Stkr. 68 Pd.s Kanoner. Tilhørte oprindelig den saakaldte „tyske Flaade" og var i den første slesvigske Krig stationeret paa Wesern, men blev 1852 kjøbt af den preussiske Regjering. Overgangen foregik dog kun langsomt, idet Jernet i Begyndelsen viste sig mindre paalideligt, noget som Følge af Ukjendtskab til For- arbejdeisen til dette Formaal. For at imødegaa Tendensen til Kjølbrydning begyndte i Begyn- delsen af det 19de Aarhundrede, navnlig paa Initiativ al den tidligere omtalte engelske Skibsconstructeur Robert Sepping, Anvendelsen af Diagonalskinner, i den første Tid af Træ senere af Jern. Disse, der paa en Maade bleve en Slags Forløbere tor den egent- lige Diagonalbygning, bleve i Almindelighed anbragte paa Indersiden af Spanterne i den midterste Del af Skibet omkring Halvdelen af Vandlinielængden krydsende hverandre under en Vinkel af 45° fra Hoveddækket til godt ned i Kimmingen.